JAZZ: Hvad er klokken? – som psykotisk polka
Et proppet Studenterhuset lagde i torsdags hus til de altid punktlige Hvad er klokken? med Kresten Osgood (trommer) i front. Med uforudsigeligheden i højsædet gav de en times koncert, hvor de spillede dansk og udenlandsk populærmusik, funk og jazz krydret med pudsige kommentarer.
“Special Gueststar” fra Amerika var Jonas Müller på kornet og accordion. Han spillede med en fed Chet Bakeragttig klang og havde gode licks i bedste island-stil. Rent harmonisk var hans soloer lidt tynde, men han blev aldrig kedelig at hører på.
Kedelige kan man heller ikke kalde resten af bandet. Jesper Løvdahl (sax) lavede en bækkensolo, mens Kresten citerede første vers i Kim Larsens ‘Jutlandia’ (hvilket til min forbløffelse fungerede ganske fint), og Johnny Reimars fodboldslager ‘Halli halli hallo’ fra 1986 fik en revival som psykotisk polka… Jo, der skete noget.
Der var dog også elementer af “ren” jazz i form af en up-tempo version af Parkers ‘Scrapple from the Apple’ og svulstig funk i Osgoods ‘Kære Mr. Bush Jr., du skal edermanme løbe hurtigt, hvis du skal nå at rette op på alt det lort, du har lavet før valget kommer’. Her tog Osgoods trommespil fart, og han lagde sammen med bassisten Thomas Mørk et fedt groove.
Var der her tale om ren musikalsk hedonisme eller en slags stand-up, som skulle more folk, mere end det skulle svinge? Jeg tror, det var ment som det førstnævnte. De er bestemt alle habile musikere, men jeg synes, at flere af deres numre var for ringe udført.
Når de kaster sig over Tina Turners ‘Private Dancer’ eller spiller ‘Body and Soul’ og ‘In a Sentimental Mood’ som reggae-potpourri, er det i mine øre mere parodier, end det er jazz, hvilket jeg synes er synd. Man går derfra underholdt men understimuleret. De burde beholde “formatet” men forfine musikken i de humoristiske indslag.