Jacob Faurholt
Århusianske Jacob Faurholt slår sine folder i grænselandet mellem klassisk singer/songwriter, amerikansk lo-fi og sadcore. På dette hans fjerde udspil – tituleret ‘Jacob Faurholt’ – får han endnu engang hjælp af venner og bekendte, som denne gang tæller Trine Omø (Sweetie Pie Wilbur) på kor og Jesper Merlitt (ex-Yellowish) på elektrisk guitar.
Og uden at gøre større væsen af sig tilfører de to en behagelig fylde til Jacob Faurholts skrøbelige, musikalske univers, der i sin grundstruktur bygger på den unge sangers inciterende stemme og sagte, men smukke strengeleg på en akustisk guitar.
Musikken er stadig tungsindet og i en trind, melankolsk tone. Lyrikken kredser om ulykkelig kærlighed, men med en underspillet elegance, der afslører Jacob Faurholts fine, digteriske begavelser.
Han lister sig kun til at krænge ud af sin sjæl, hvis det er aldeles nødvendigt, som man fornemmer det i den momentane åbner, ‘Two Months, Or Forever’, hvor desperationen i både stemme og strenge ikke er til at undse.
Det er dramatisk og medrivende, men det kræver samtidig et par tålmodige og dedikerede ører. Jacob Faurholt må vide, han aldrig bliver nogen (masse)publikumsdarling. Men som det fjerde og selvbetitlede udspil langsomt folder sig ud, kunne man alligevel ønske sig, at flere folk ville få øjnene op for denne sympatiske og uforstilte sangskriver.