Ikscheltaschel – musik og masser af energi!
Klokken cirka 23 slog bandet Ulku Flakki an til en koncert med Ikscheltaschel i anledning af sidstnævntes udgivelse af album nummer to. At det ikke var en koncert af de mest almindelige, blev man hurtigt opmærksom på. De to rappere Kyrr og Spirek begyndte nemlig, forventeligt, i et sprog, som af de fleste må betegnes som ‘volapyk’. Men energien var enorm hos både de to rappere, det sidste og nærmest alt spillende medlem af Ikscheltaschel (bas, guitar, saxofon m.m.) Jenno, det forrygende band og sidst men ikke mindst IKS-dragen- en letgenkendelige grønne ‘maskot’. Et tætpakket Rust lod sig derfor gladeligt og medlevende rulle ind i det musiske univers, som det blev udfoldet på scenen.
Over den næste gode halve time fik man flere numre fra det nye album at høre, blandt dem var ‘Flemish Da Hou’ i en anderledes live-version og radiohittet ‘Putuni’ med skønsang fra Yrsa. Dette blev krydret med et udsyrende nærmest elektronisk lydbillede, et stille nummer med dybfølt sang eller måske nærmere dybfølte lyde fra Jenno. Hertil kom en længere jam-session, hvor især bandet Ulku Flakki brillierede, med den nærmest autistisk fokuserede trommeslager Emil De Waal i spidsen, og de viste hvor levende og impulsivt musik bliver til og kan skabe reaktion og relation fra og til publikum. Hold kæft, hvor det svingede!
Efter den første ‘obligatoriske pause’ og hertilhørende råb på ekstra nummer, var tiden kommet for at et par mennesker blandt publikum kunne udfordre eller bare gives mikrofon til spontan mundtlig udfoldelse. Sådan fik Kyrr og Spirek sprakket frem og tilbage med et par tilskuere og en smule sigende var det faktisk, at de to publikummer ikke faldt decideret igennem, selvom man fornemmede, at de to ikser havde større rutine og øre for musikken. Denne mundtlige ‘freestyle’ blev meget passende afløst af et musisk drømmeland under vand uden megen sproglig indblanden, publikum lod sig nærmest ekstatisk henføre og kvitterede med taktfast klappen.
Endnu engang trådte Kyrr og Spirek fra scenen, for hurtigt at vende tilbage og letkøbt at spille radiohittet ‘Putuni’ for anden gang, dette til stor skuffelse for undertegnede, da det tydeligvis udgjorde aftenens sidste nummer. Istedet kunne man kun drømme om at høre albummets bedst fungerende og fuldstændigt sublime nummer – ‘Niktchel Kyrr’.
Alt i alt en koncert med opløftende energi og sprælske kunstnere, hvor det dog virkede som om, at Kyrr og Spirek blev fanget i det rimeligt fastlagte sprogliggjorte lydspor, som med deres album var og er blevet en realitet. . Dette gjorde nemlig, at de knap så frit kunne udtrykke sig lige fra leveren eller hjertet. Det blev tilmed desværre i flere tilfælde suppleret med en stereotyp overtaget hiphop-attitude
Spontaniteten og den øjeblikkelige indlevelse, der netop skulle retfærdiggøre denne anderledes sproglige udfoldelse, f orsvandt til tider. Dette musiske frirum blev derfor i sidste ende måske en smule for traditionelt. Men både stemning og publikum var med denne aften.