Massive Attack
På soundtracket til filmen Danny The Dog, har den legendariske bristolgruppe Massive Attack skabt en lyd, der er kvalitativ ny med kun få minder fra deres tidligere produktioner.
Gruppen blev hyret af producer og co-writer Luc Besson til at skabe soundtracket, og resultatet blev 21 udelukkende instrumentale numre, der kronologisk skildrer filmens scener. Netop manglen på vokaler og samples er det mest iørefaldende ved musikken, især hvis man husker deres tidligere udgivelser og deres store variation i netop vokalerne.
Umiddelbart skulle man tro at Massive Attack ville tage tråden op fra deres seneste studiealbum, ‘100th Window’, men det er bestemt ikke tilfældet. Hvor de på ‘100th Window’ benyttede sig af et mere elektronisk orienteret lydbillede, veksler de her meget mere mellem traditionelle instrumenter såsom klaver og strygere.
Eneste reminiscens fra ‘100th Window’ er nummeret ‘Red Light Means Go’. Ellers findes tilbageblik fra deres tidlige udgivelser med bl.a. bastante guitarriffs på ‘I Am Home’, der er lidt a la ‘Risington’ fra ‘Mezzanine, samt deres klassiske trip-hop beats og grooves repræsenteret med ‘Collar Stays On’ og ‘Polaroid Girl’.
Soundtracket domineres af numre som emmer af downbeat tilsat klassiske instrumenter, gjort bedst i ‘Two Rocks And A Cup Of Water’, hvor en akustisk guitar akkompagneres af en downbeat bass og klaver. Under gennemlytningen henledes tankerne på urbant forfald og en følelse af utryghed i den dunkle storby, hvilket er præcist hvad gruppens intention var.
Danny The Dog skal ikke betragtes som Massive Attacks seneste album, men for hvad det er: Et glimrende soundtrack med små genkendeligheder fra deres lange karriere, som med garanti vil understøttende den kommende film på bedste vis.