A Perfect Circle

‘eMOTIVe’ er et af de stærkeste album, jeg har hørt i år, og et vidne på de herrer Maynard James Keenan og Billy Howerdels betydelige genialitet.

Albummet består af en samling af protestsange fra de sidste 30 år, fra Marvin Gaye’s ‘What’s Going On’ til Black Flag’s ‘Gimmie, Gimmie, Gimmie’, i ufatteligt stærke og følelsesladede rearrangementer. Det er et album, der byder til kontemplation, et album der gennem fortidens optik formår at kondensere den øjeblikkelige magtesløshed og lede, som mange mennesker føler over for drejningen i det amerikanske samfund under præsident Bush.

Musikalsk er ‘eMOTIVe’ et æterisk mesterværk, der med respekt formår at puste nyt liv i de klassiske sange. Men det smukkeste ved albummet er, hvor vedkommende og aktuelle teksterne fremstår i tidens politiske klima. Maynard James Keenan beviser igen, at han er en af sin generations allerstørste sangere, og hans vokal balancerer konstant på den desperate grænse mellem håb og håbløshed.

Ingen steder fremstår dette smukkere end på det rene vokalarrangement af Joni Mitchells ‘The Fiddle and the Drum’, hvor Maynard med en hudløs, smertefuld undren spørger: “Oh my friend, how did you come to trade the fiddle for the drum?”. Jeg er ikke bange for at indrømme, at dette nummer mere end en enkelt gang har bragt mig på grådens rand, så stærkt er det simpelthen.

Et andet højdepunkt er den dystopiske udgave af verdens måske mest kendte protestsang, John Lennons ‘Imagine’. Nummerets udødelige klavertema fremstår her i en fortættet mol-udgave, der bevæger sig på grænsen til disharmoni, og Maynards ligeledes harmonisk komplekse nyfortolkning af melodien har en helt fantastisk spænding og nerve. Hvad der så ufatteligt let kunne være endt som en helligbrøde, bliver i stedet en revitalisering, som jeg tror, John Lennon selv ville have sat pris på.

‘eMOTIVe’ er en monumental bedrift, et sørgespil for en generation og et historisk dokument til eftertiden om en dyster samtid, som vi endnu ikke kan se konsekvenserne af.

A Perfect Circle. 'eMOTIVe'. Album. Virgin.
Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med