Illdisposed
‘Kokaiinum’ blev det sidste, Diehard Music fik lov til at udgive for Illdisposed, og i stedet har mægtige Roadrunner stået bag lanceringen af dette monsteralbum, som er det bedste fra bandets side indtil nu!
Illdisposed har været med i cremen af dansk death metal i mere end ti år med deres helt egen groovy, tonsende stil og må efterhånden betragtes som veteraner med otte udgivelser i bagkataloget. Efter to udgivelser af noget svingende kvalitet, er ‘1-800 – Vindication’ ikke desto mindre, den bedste i bandets karriere. Illdisposed var af mange afskrevet, som et band der ikke var i stand til at tilføje genren mere mindeværdigt, men det er så sandelig blevet gjort til skamme…
For det første er der på denne cd svingende, original death fra ende til anden, og for det andet er den gennemarbejdet og velproduceret, så det er en ren fryd. I forhold til tidligere er tempoet skruet en anelse ned og det melodiske en anelse op, men det er gjort uden at skorte på brutalitet, og variationen er i top. Hvis man er glad for Carcass’ sidste udgivelser, vil der helt sikkert være meget at hente her.
En knastør subwoofer i Summers vokal er et umiskendeligt karakteristika for Illdisposed, og sammen med de svingende kompositioner har bandet strammet op for den danske metalscene.