Sum 41
Siden udgivelsen af canadiske Sum 41’s seneste album, ‘Does This Look Infected?’, fra 2002, har gruppen spillet mere end 200 koncerter, debuteret som skuespillere i tv-serien ‘King of the Hill’, arbejdet i Congo og medvirket på Iggy Pops seneste album. Om det er disse aktiviteter, søgen efter nye musikalske udfordringer eller blot udtryk for en modning skal være usagt, men Sum 41 slår på tæven mere end nogensinde tidligere. Det både lyrisk og musikalsk.
På ‘Chuck’ (albummets titel er iøvrigt hentet fra navnet på den FN-medarbejder, som reddede gruppen ud af en krydsild) har Sum 41 bevæget sig over i et univers, hvor aktuelle politiske problemstillinger udgør omdrejningspunktet – Irak-krigen set med amerikanske øjne og ikke mindst George W. Bush. Tydeligst kommer dette til udtryk i anti-krigssangen ‘We’re All To Blame’. Stilen er direkte og nådesløs, hård og determineret. Sum 41 er uden tvivl blevet voksne, og det kan der bestemt ikke indvendes nogetsomhelst imod.
‘Chuck’ er simpelthen et glimrende album, hvilket bandet i beskeden og tvetydig stil har udtrykt således: “The war on Rock rages on / Thanks to Chuck – Rock will prevail”.