A Perfect Circle
Ak ja, det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt. A Perfect Circle, der ellers er kendetegnet ved et uhyggeligt højt niveau på deres udgivelser, leverer med ‘aMOTION’-dvd’en den første plet på deres højrøde kappe.
Det er nu ikke fordi, at ‘aMOTION’ er noget exceptionelt dårligt produkt. Den minder bare alt for meget om den lidt dubiøse standard-rock-dvd, som pladeselskaberne gerne pumper ud, mens dollartegnene i øjnene vokser sig større. Du får en række videoer, hvoraf størstedelen af dem er lettere ligegyldige. Dette bliver så krydret med en række endnu mere ligegyldige tour-billeder og videoklip, og en remix-cd, der på trods af bidrag fra NIN’s Danny Lohner og Massive Attack, kun i glimt løfter sig over det søvndyssende.
I virkeligheden er der kun tre grunde til at købe denne dvd. For det første får du David ‘Fight Club’ Finchers fantastiske video til ‘Judith’, en af de bedste performancevideoer nogensinde. For det andet får du et glimrende kommentarspor fra Maynard James Keenan, hvor den ellers fåmælte vokalist giver et meget interessant indblik i tankerne bag numrene og manden bag personaen. Personligt har jeg kunne vende tilbage til ‘Thirteenth Step’ og opdage helt nye konceptuelle aspekter ved albummet med Maynards kommentarer i baghovedet.
Endelig får du en gåsehudsfremkaldende smuk liveudgave af ‘Noose’ fra ‘A Thirteenth Step’. Men netop denne liveoptagelse er egentlig også en del af grunden til, at ‘aMOTION’ irriterer mig så frygteligt meget. For når man har set, hvor helt fantastiske A Perfect Circle er live, så virker det næsten provokerende, at man på dvd’en ellers bliver spist af med en række uinspirerede videoer. Virtuel narrefisse, det er, hvad man kalder det.