Q-unique
Q må siges at høre til veteranerne inden for hiphop. Han startede som danser i Rock Steady Crew og blev senere rapper i The Arsonist. Nu har latino rapperen lanceret sit første solo album ‘The Vengeance is Mine’ udgivet på Uncle Howie records.
Den såkaldte onkel (sku’ man sige junkie) Howie er bestemt ikke gået i glemmebogen siden Non Phixion havde besøg af ham. Howie popper op flere steder på Q-uniques album med sin snøvlede stemme og fordærvede dopede sind.
Danske Mass, Phase 1 og Context, og Ju Ju fra Beatnuts har en finger med i produktionen af de blytunge beats. Men albumet præges i høj grad af Ill Bill og Goretex’s heftige produktioner, der snildt kunne være udgivet under deres fælles projekt Non Phixion. Lyden er præget af pivende blæseinstrumenter og beats aggressive og hårde som en boksers uppercuts. Den depressive stemning fremmes af piano reefs og melodramatiske stryger sekvenser.
I Q-uniques deprimerende verden er ikke mange solstråle-historier at finde blandt albummets mange gode numre. Samlet set virker albummet som en terapeutisk proces for Q, hvor han stiller eksistentielle spørgsmål som i ‘Set Up’, hvor han undrer sig over at være blevet sat i verden, når han hele livet har stået i lort til halsen. Ligeledes kritiserer han indenrigspolitikken i USA. Han er aggressiv og viser ikke sine modstandere nogen nåde, der hagles ned med Q’s aggressive og spyttende flow; hans helt store force.
Q følger tidens trend blandt rappere og renser ud i den pukkelrygge familie ved at slå sin voldelige far ihjel på ‘Father’s Day’. Dette sker dog helt uden et gran af humor i Q’s destruktive univers. Til trods for at det virker vel overdrevet, så lyder Q’ så overbevisende og realistisk, at han får lytterens accept af fadermordet ved at appellere til de mest primitive hævninstinkter i mennesket.
Endnu et nummer, der må fremhæves, er ‘Psychological Warfare’, som er den auditive udgave af Michael Moores ‘Fahrenheit 9/11’. Q kritiserer Bush’s retorik om terror, der skaber frygt i den amerikanske befolkning, som et middel til at bevare den politiske magt. Med den nøgterne bemærkning “It’s just Vietnam in the sand” får George Bush med rette tre nakkeskud. Nummeret er uden tvivl inspireret af Non Phixions ‘I Shot Reagan’ og der skydes med skarpe og saglige argumenter mod den amerikanske regering i samme klsse som Company Flow, Immortal Teqnique og Mos Def.
Som albummets titel understreger, hævner Q- unique sig mod verden. Men der kommer ingen pacifistiske løsninger fra denne herre jævnfør albummets titel. Han handler således ikke efter politiske visioner, men viser mere et desperat og deterministisk livssyn.