The Blue Van
Du har fået en invitation. En invitation til fest. Den er fra danske The Blue Van, og kommer i form af deres debutalbum. Men der er en dress code. Den inkluderer uforskammet langt, fedtet hår, skjorte med gigant flipper, og bukser med så stort svaj, som blufærdigheden tillader. Det er 60’er fest, det her. Og der er fart på fra start.
De danske nostalgirockere har længe turneret i store dele af verden til stor opmærksomhed og masser af rygklap for deres energiske optræden. En energi bandet heldigvis har formået at pakke ned på albummets 12 sange og godt 40 minutter. For uden energi var der intet The Blue Van.
Stilmæssigt prøver de fire fyrer ikke ligefrem at lægge skjul på, at inspirationskilderne hører de sene 60’ere og tidlige 70’ere til, og inkluderer navne som The Who og The Doors. Specielt Steffen Westmarks vilde vokal og Søren Christensens tangentspil på især det gamle Hammond-orgel leder psykedeliske tanker hen til Jim Morrison og The Doors’ storhedstider.
Så selvom originalitet kan savnes, så gør de storartet hyldest til forfædrene. Det er en lille gave til os, der desværre aldrig fik set Morrison i live. Endelig kan vi finde flippertøjet og peace-tegnene frem igen.