Thomas Dybdahl – kærlighedens mester

Mens et tykt tæppe af sne havde begravet København, på hvad der skulle have været en forårsaften i marts, så funklede de små spotlights som stjerner, bag det løsthængende bagtæppe på Lille Vegas scene, om kap med publikums forventningsfulde øjne.

Kærlighedens nykronede mester, den norske melankoliker Thomas Dybdahl, med fem andre herrer alle klædt i jakkesæt og flankeret af den smukke sylfide Silje Salomonsen lagde overbevisende et propfyldt Lille Vega ned. I et syv kvarter langt, alsidigt og fremragende musikalsk sæt beviste bandet på denne den første af to udsolgte koncerter, at publikum bestemt ikke var gået forgæves.

Det velspillende band entrerede med den smukke ‘Don’t Loose Yourself’ fra Dybdahls seneste plade ‘One Day You’ll Dance For Me, New York City’. Det skulle blive starten på en aften, der bød på et bredt udsnit af sange fra Dybdahls oktobertrilogi – tre plader på tre år. Tilmed præsenterede nordmanden et par endnu unavngivne sange.

Under hele koncerten i Vega viste Dybdahl, hvorfor han adskiller sig markant fra andre af tidens singer/songwriters. Hans musikalske tilgang og kunnen er simpelthen langt mere alsidig. De ellers så velkendte sange bliver live konstant trukket i nye og overraskende retninger, fra det tungt rockende til det stille og hjerteskærende smukke. Især sange fra hans forrige plade ‘Stray Dogs’ blev leveret med en sikkerhed og nyvunden opfindsomhed, så man flere gange skulle lidt ind i den enkelte sang for at finde ud af, hvilken én den rent faktisk var.

Den ellers helt tyste og nedtonede ‘Stay Home’ blev leveret i en fantastisk, alternativ version med fuldt band. ‘Make a Mess of Yourself’ og ‘Rain Down on Me’ funklede, men også publikumsfavoriten ‘Cecilia’ hittede. Og duetten mellem Dybdahl og Salomonsen på sangen ‘Henry’ fra nordmandens seneste plade kunne ikke leveres smukkere og mere intenst.

Da Dybdahl før ekstranumrene sluttede aftenens set af med titelsangen ‘One Day You’ll Dance For Me, New York City’ var cirklen allerede fuldendt. En tydeligt betaget Dybdahl blev mødt med en åbenlys begejstring fra salen. Publikum var med hele vejen og ville ikke give slip på en storsmilende og meget glad nordmand, der med fire ekstranumre sluttede en stor aften af fyldt med gensidig kærlighed.

Det store forkromede og brede gennembrud for Thomas Dybdahl bør inden for en meget nær fremtid være en uundgåelig realitet.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af