Ariel Pink
Vent! Kan du høre det? Lyden af en fest. Langt borte. Som i den anden ende af en lang, rungende, beskidt tunnel. Det er Ariel Pink, der spiller, og med sin Haunted Graffiti har han malet vejvisende pile på væggene. Men løb ikke. For lige gyldigt, hvor hurtigt du prøver at komme frem, så forbliver festen fjern.
Vejen til Ariel Pinks fest på ‘Worn Copy’ går nemlig ikke gennem forhastelse, men via intens lytning og fordybning. Og så pludselig bryder du igennem muren af ottespors båndoptagerknas og er der. Midt i denne mystiske, originale originals ultra lo-fi fest.
En fest, der byder på finurlige blandinger af alt fra radiohits og synthpop til glamrock og electronica. Det hele er kørt igennem en kødhakker og sat sammen, så sangene legende let veksler mellem genre, tempo, ja, kort sagt bryder alle regler, og nærmest genopfinder alt.
‘Worn Copy’ er den anden Ariel Pink udgivelse på de ligeså udfordrende Animal Collectives selskab Paw Tracks, der for et par år siden fik øje på Pink og hans musik. Ligesom sidste års ‘The Doldrums’ er albummet en genudgivelse, do-it-yourself taget til ekstremer og ganske genial.
Numre som ‘Jules Lost His Jewels’, ‘Life in L.A.’ og ‘One on One’ er rene perler, mens flere af albummets andre sange kræver mere tilvænning. Mange kan da heller ikke se fidusen med den Los Angeles-fødte musiker. Men genier har det jo med at blive misforstået. Der er dog intet at misforstå. ‘Worn Copy’ er en fest, du ikke vil misse.