Lauryn Hill – holdt skuden oven vande

På trods af tidligere kontroversielle udtalelser omkring hvilken farve publikum frøken Hill ønskede at optræde for, havde TDC sørget for at bringe den kvindelige tredjedel af hedengangne suppergruppe Fugees og navnet bag klassikeren ‘The Miseducation of Lauryn Hill’ til København, hvor hun skulle indvie den nye flydescene i havnen. Men som hun selv synger: “It’s funny how money changed the situation”.

Camille Jones skulle løfte den tonstunge opgave at varme op for ikonet Lauryn Hill, og det gjorde hun ganske glimrende. Med guitaren om halsen fik hun præsenteret sit let rockede, syrede og elektroniske univers for et spændt, men halvsløvt publikum, der nok mest af alt ventede på aftenens hovednavn i havnen.

Hills band viste sig at være sammenspillet og præcist, og musikken rummede reminiscenser fra reggae og world-musik. Lauryn jammede sig afslappet gennem aftenen, hvor komponister som Santana og Sly Stone var taget med i sætlisten ligesom en fin fortolkning af Bob Marleys ‘Iron Lion Zion’.

Hendes musikalske overskud var et studie værd. Hun vekslede uden problemer mellem velartikuleret rap og diva-lignende skønsang, mens hun dirigerede bandet og selv var med på guitar. Lyden var dog ikke helt på toppen og kom først rigtig i orden et stykke inde i koncerten.

Arrangementet viste en søstærk Lauryn Hill, men afstanden mellem publikum og scenen var for stor. Koncerten kom til at lide under den gimmick, som skulle have været et plus. Scenen som flød ude i havnen var simpelthen for langt væk fra publikum. Intensiteten og energien fra scenen fik ikke helt forplantet sig, og kommunikation mellem musikere og publikum var nærmest en umulighed.

Selvom arrangementet overordnet set trænger til et nærmere eftersyn, gjorde musikken dog arbejdet, og den kronisk hæse Black Magic Woman navigerede det 15 mand store band sikkert i havn. Publikum fik serveret lækre live-udgaver af hendes bagkatalog, hvori hvert enkelt nummer efterhånden har fået klassikerstatus.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af