Black Mountain

Canada oplever en voldsom musikalsk succes i øjeblikket, hvor bands som The Arcade Fire, The Dears og Death From Above 1979 inden for det sidste års tid er brudt igennem til et større publikum. Nu forsøger Vancouver-drengene i Black Mountain sig og debuterer med et album, der blot bærer bandets navn.

Black Mountain spiller 60’er og 70’er-inspireret rock’n’roll med en snært blues, tilsat et stænk syrerock. Og så kunne historien om Black Mountain vel egentlig godt stoppe her. For har verden egentlig brug endnu et guitar- og trommedrevet retroband? Men det ville være for nemt blot at afskrive dem her, for albummet er utroligt velspillet og iørefaldende, og Stephen McBeans stærke bluesvokal passer fint til de fræsende guitarer.

Der bliver lånt godt og grundigt, men også kærligt, fra Led Zeppelin og Velvet Underground, og det bliver helt Rolling Stone’sk på ‘No Satisfaction’, hvor den får på tamburin og klaver. Black Mountain trykker sømmet i bund på guitarene, og der er hit-potentiale i ‘Druganaut’, som aftvinger en vippen med foden og en tur på luftguitaren.

Desværre knækker filmen lidt hen mod slutningen af albummet, hvor den udsyrede og eksperimenterende ‘No Hits’ og balladerne ‘Heart of Snow’ og ‘Faulty Times’ bliver lidt for monotone og langstrakte. Black Mountain er bedst når de rocker igennem. Og det skal høres højt.