Diverse kunstnere

Fans af Tim og Jeff Buckley må ved gennemlytningen af cover-albummet ‘Dream Brother’ berede sig på en oplevelse, som er forbundet med en vis grad af masochisme og smerte.

Det er ikke fordi de 13 cover-sange på pladen – syv af Tims og seks af Jeffs – er sløset venstrehåndsarbejde eller ubehageligt sleske overfor forbillederne. Faktisk er det så langt fra tilfældet. Det vrimler med fine versioner af originalerne og man har bestemt ikke på fornemmelsen, at blot en eneste af de medvirkende har sagt ja til tjansen for blot at fylde troværdighedstanken op.

Højaktuelle The Magic Numbers leverer en smuk, indfølt udgave af Tims ‘Sing a Song for You’, mens The Earlies hiver deres sumpede tag på sammes ‘I Must Have Been Blind’ op ved hårrødderne og lander en temmelig fremragende sang i forbifarten.

‘Dream Brother’ er rar, varm, oprigtig og kun lidt benovet. Det er vellykket idolrøgelse med en tyk fed dunst af talent over hele linien og indimellem slet ikke så lidt nyfortolkning og egenartethed.

Men hvad er det så, der nager? Jo, det er sgu svært at glemme originalerne – især Jeff Buckleys, vel nok fordi hans sange vil være bedst kendt og stå stærkest i erindringen hos de fleste. Således må de talentfulde optrædende kunstnere kæmpe – hvad enten de vil eller ej – en ulige, men nobel, kamp med og mod spøgelserne, myterne og genierne Buckley.

Når nu Micah P. Hinson synger og spiller en radikalt og aldeles vellykket omarrangeret afdæmpet folk og hillbilly-inspireret tolkning af Jeffs ‘Yard of Blonde Girls’, kan man da nok finde nydelse i det forfriskende eksperiment, men længslen efter dén stemme, dramaet og teatralskheden trænger sig også på i samme åndedræt. Og omvendt når den britiske troubadour Stephen Fretwell på ‘Morning Theft’ så rørende forsøger sig med al den følelse og smerte som man savnede lige før, ja så bliver minderne om og savnet af Jeff Buckleys enestående og uovertrufne talent og udtryk næsten endnu stærkere.

På den måde kan ‘Dream Brother’ aldrig helt vinde og er fanget i en bizar, uforvarende, men også ganske indlysende catch-22. Savnet og smerten er tilstede hele vejen og udstilles paradoksalt nok gennem en række vellykkede sange og fortolkninger.