Goldie Lookin Chain

Der er langt fra hiphoppens fødested, New York-bydelen Bronx, og til Newport i Wales. Men det forhindrer ikke Goldie Lookin Chain i at håndhæve to af genrens oprindelige dyder bedre end deres amerikanske kolleger; nemlig at feste og have det sjovt. Og det er i sig selv komisk, når man tænker på, at det otte mand store rapkollektiv bevidst har skabt sig en karriere på at parodiere hiphop.

‘Safe As Fuck’ lægger sig i sporet på den effektive og succesfulde debut ‘Greatest Hits’. Drengerøvsfaktoren er høj, og plathed er snarere et must end et fy-ord. Det er en underholdende rejse, når de albino-blege briter forelsker sig i en abe fra zoo, gror bryster på grund af for meget hashrygning og forsøger at hoppe i kanen med ex’ens søster.

Lydsiden er lystig med masser af funkappel, men den virker også letkøbt i længden og savner forgængerens opfindsomhed. Den bliver derfor ikke meget andet end tapet for den varierede ord-jonglering, der leveres i et stort virvar af alternative og skøre rapflows.

Goldie Lookin Chain mestrer ikke den originale, underfundige og lavmælte humor, men det har formentlig heller aldrig været deres hensigt. Er man til platte jokes og et uhøjtideligt grin, så er man derimod landet på den rette hylde.

Goldie Lookin Chain. 'Safe As Fuck'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af