Kano
Believe the hype! Kano er intet mindre end Englands mest fuldendte rapper og et godt bud på den næste superstjerne fra den spirende grimescene. Flowet er knivskarpt og varieret, rimene er intelligente og teknisk elegante, og stemmen er indlevende og overraskende fuld af autoritet for én på kun 20 år.
Teksterne spænder fra det selvhævdende og battleorienterede på ‘Mic Check’ over det selvkritiske og reflekterende på ‘Sometimes’ til det humoristisk beskrivende på ‘Typical Me’. Fællesnævneren og albummets største styrke er personligheden og ærligheden i materialet. »Reality is the theme of this album«, pointerer Kano selv og rapper om, hvor længe han taler i telefon med kæresten, og hvor mange timer han bruger på tv og te på værelset. I den forbindelse er kærlighedserklæringen ‘Brown Eyes’ en enlig kikser, der fremstår som en malplaceret kærlighedskliché.
På trods af pladens titel ‘Home Sweet Home’ spøger de amerikanske rapkollegaer i høj grad hos Kano i form af flere direkte og indirekte referencer til kunstnere som Kanye West, Puffy og G-Unit. Mødet mellem den engelske garagelyd og mere traditionel hiphop præger hele pladens udtryk, og den genremæssige udfordring klæder den nye engelske hiphop og tilføjer grime-musikken endnu en original dimension. Et par musikalsk fyldige kreationer ville dog gøre sig godt blandt pladens mange fine, men meget minimalistiske og samplebaserede produktioner.
Kano har både stil og stemme til at bære store produktioner, og på ‘Signs of Life’ og omkvædet til ‘I Don’t Know Why’ får vi en forsmag på, hvilken intensitet og styrke de storladne beats kan få ud af Kano som rapper.