Olesen-Olesen

‘Solsort og forstærker’ vrimler med skarpe observationer og udleverende generations- og selvkritik formidlet af fine melodier. Der er et par rare parforholds-sange, men omdrejningspunktet i Peter H. Olesens tekster er eksistentiel selvransagelse og den selvtilfredse, snarligt midaldrende middelklasselivsstil som bedøvende livsløgn. Det er tilstanden, hvor man, eller rettere Peter H. Olesen, sidder i til halsen i fast ejendom og hårde hvidvarer.

En trio af bidske sange står stærkest. Den eminent afvæbnende ‘Hvad kan jeg se frem til’, ‘Hr. Biedermeier’ med den kostelige linie »Jeg sidder ved langbordet med munden fuld af stuk« og ‘CV p.t.’ med den ubarmhjertige dom: »Jeg er min egen ulykkes smed / Fastansat på livstid i egen uvirksomhed«. De lyriske stænk af syrlighed og den barske selvindsigt får i disse sange fornemt modspil af brormand Henriks musik, der med tungt og kantet drive understreger desillusionen.

Andre gange er sangskrivningen mere blodfattig. ‘Alt er Ørnsbo i dag’ er med sin karikerede og lidt for ivrige selvlede lovlig poetisk og politisk korrekt, mens vin-hymnen ‘Ræk mig flasken’ er en ren bagatel og spil for galleriet. Og så hjælper det ikke, at teksterne her bakkes op af albummets eneste tyndbenede kompositioner. Da bliver forudsigeligheden for udtalt, og pladen får den livrem og de seler, der kendetegner den livsstil, som Olesen-Olesen hudfletter. Og det er vel ikke meningen, men måske en uundgåelig pointe?

Olesen-Olesen. 'Solsort og forstærker'. Album. Melodika/Target.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af