The Dandy Warhols

Sæt fingeren for det ene næsebor og gør dig klar til at skyde tolv baner af hvidt Dandy-pulver op i kraniet. Uberegnelige Courtney Taylor-Taylor og bohemeslænget i The Dandy Warhols har nemlig smidt nye snitter på glasbordet, og trippet på deres femte album, ‘Odditorium or Warlords of Mars’, byder på lidt af hvert i en rocket cocktail af eksperimenterende tåger, drømmende danseskud og stærke hit-fix møntet på det centrale nervesystem.

Taylor-Taylor har for længst bevist sine evner indenfor indiepoppede opture, hvad der i særklasse lykkedes på gennembruddet ‘Thirteen Tales from Urban Bohemia’ fra 2000, hvor numre som ‘Bohemian Like You’ og ‘Get Off’ skaffede Oregon-gruppen bred opbakning ude blandt musikjunkierne.

Opturen er imidlertid ikke decideret udpræget på det nye album, der dyrker eksperimenterne og syren frem for festen. Stenet er især ‘Love Is the New Feel Awful’, ‘Easy’ og ‘A Loan Tonight’, der får lov at syde henover små 30 minutter i et indelukket udtryk uden meget blodomløb. De fængende Dandy-fix leveres i stedet sikkert på ‘All the Money or Simple Life Honey’, ‘Everyone Is Totally Insane’ og førstesinglen ‘Smoke It’, der formår at stramme gummibåndet hårdt om armen med galoperende puls til følge.

Et blandet skud, der nok skal tilfredsstille de afhængige, men kræver tålmodighed fra de uprøvede.

The Dandy Warhols. 'Odditorium or Warlords of Mars'. Album. EMI.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af