- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Iceages bedste album lyder stadigvæk lige så friskt, vildt og kompromisløst som i 2014
Boduf Songs
Bag navnet Boduf Songs står englænderen Mat Sweet fra Southampton. Efter at have arbejdet i en række vidt forskellige musikalske genrer og kombinationer, er Boduf Songs først og fremmest en mand med en guitar. Derudover lidt violinbue, legetøjspiano og manipuleret analog støj. Er det hørt før? Ja bestemt, og også bedre udført og langt mere interessant.
Mat Sweet lægger sig i den blå ende af skalaen med langsomt drevne sange, sløv vokal og pessimistiske tekster. Sweet virker bestemt, som om han har noget på hjerte, men melodierne ender i en uinteressant blindgyde, hvor sangene aldrig rigtig bliver til mere end uforløste skitser.
Der er næsten noget højtravende over de lavmælte kompositioner, der mest af alt lyder som teatralsk underlægningsmusik til et mørkt stykke installationskunst.
Titler som ‘Puke a Pitch Black Rainbow to the Sun’, Lost in Forest’ og Vapour Steals the Glow’ vækker opsigt, men sangene forundrer ikke. Kun i den instrumentale ‘Ape Thanks Lamb’ har Sweet med melodisk guitarspil- og picking også fat i noget musikalsk, der vækker liv i følelserne. Men det er som en glød i et bål, der hurtigt dør igen. Det er svært at forstå, hvordan denne selvbetitlede debut har fundet vej til et velestimeret selskab som Kranky.
Boduf Songs. 'Boduf Songs'. Album. Kranky/VME.