Broken Social Scene
Arcade Fire, Stars og Hidden Cameras. Det seneste års tid har stået i Canadas tegn. Hipstere har haft travlt med at pege på landet, som stedet hvor den alternative rockscene blomstrer mere end nogensinde før. Og det gør den bestemt stadig med indie-kollektivet Broken Social Scenes nyeste udspil, ‘Broken Social Scene’, inkluderet i regnestykket.
Idérigdommen står ud af alle syninger på dette gruppens tredje album, som følger op på den fine ‘You Forgot It in People’ fra 2002. Udgangspunktet er igen en kaotisk, nærmest anarkistisk rockmusik, der uproblematisk flirter med pop, postrock og elektroniske fiksfakserier hist og her – alt sammen blot mere fokuseret og defineret end tidligere.
Det kan måske synes uoverkommeligt at pløje sig igennem et album med så kryptiske sangtitler som ‘Our Faces Split the Coast in Half’, ‘7/4 (Shoreline)’ og ‘Finish Your Collapse and Stay for Breakfast’, men det betaler sig altså i dette tilfælde.
Lyt blot til den semipoppede ørehænger ‘Fire Eye’d Boy’, den maniske indiehymne ‘Ibi Dreams of Pavement (A Better Day)’ eller den mildt drømmende og countryinfluerede ‘Handjobs for the Holidays’ (ja, det er titlen på nummeret…), der rager langt op over den musikalske træfsikkerhed og opfindsomhed, som andre alternative rockbands normalt kan fremvise. Det er ganske enkelt fremragende.
Men det stopper heldigvis ikke ved denne lille trio af sange. ‘Broken Social Scene’ formår nemlig med få undtagelser at gøre sit umiddelbare musikalske roderi til en særdeles indtagende og meningsfyldt affære, som bevirker, at det stadig giver vældig god mening at se det canadiske flag veje i hypevinden et stykke tid endnu.