Les Rythmes Digitales

Hvad reklamer ikke gør. Et fransk bilfirma manglede en sang til deres nyeste reklamefilm om en bil med transformative robotdanseevner. Men uden lyd spiller musikken ikke, så med et hipt beat med en funky lyd er den køreklar. Nummeret er ‘Jaques Your Body (Make Me Sweat)’ produceret af Les Rythmes Digitales og en lysende perle på ‘Darkdancer’. Hvad gør det så, at nummeret er taget fra 1999, at manden bag Les Rythmes Digitales slet ikke er fransk, men engelsk, og slet ikke hedder Jaques Lu Cont, men Stuart Price? Ingenting overhovedet.

Albummet er en genudgivelse fra slutningen af det sidste årtusinde, men med rette ser det igen dagens lys. Det er Les Rythmes Digitales egen elskovserklæring til årtiet, der aldrig var på mode, men nu ikke vil gå af mode igen – 80’erne selvfølgelig. Den får på mange tangenter med alskens letbenede og delikate synths, slappy basgange og konstant opskruede vokalloops. Og det sætter sig. Først i baghovedet, så ud på tungespidsen, og endelig rammer musikken så den resterende del af kroppen.

Det er ukontrolleret dansevenligt electropop, med et umanerligt afsmittende godt humør og housen som en vigtig medspiller. Det er sat i scene af Jaques Lu Cont, der med sine eminente producerevner kombinerer det banale og det vulgære fra årtiet på et album, der oser af originalitet. Og som ekstra guf får vi en ekstra cd med nye numre, og egne og andres remix af de gamle. Hvad skulle vi gøre uden de herlige reklamer?

Les Rythmes Digitales. 'Darkdancer'. Album. Wall of Sound/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af