Majessic Dreams
Så sagte og dunkelt belyst som den mørkeste nordsvenske vinter er lyden fra den svenske duo Majessic Dreams’ shoegazer-pop. Sange så stille, de næsten går i ét med vindens piben omkring den hvide sne.
Sangerinden Jessica Breitholtz Björk er helt i centrum med sine stemme klingende så uskyldig som sne lige før landgang. Stemmen svæver stille og blidt henover den fremhævede akustiske guitar og den elektroniske bearbejdede, minimale baggrundsmusik, hvor forvrængede klange kæler sin vej frem og tilbage gennem sneen.
Men det frodige mærkes også trods kulden. Midt i den elektronisk-skabte kulde ånder den akustiske guitar og et spartansk klaver organisk med lovning om mere varme forude. Men det tager tid førend det mærkes, og Majessics Dreams’ 12 sange kræver i længden mere varme og intensitet, end de giver fra sig.
På samme måde som den yderst beslægtede amerikanske duo Clear Horizon har de to svenskere set muligheder i sammensmeltningen af kulde og varme, elektronisk som organisk. Men uden rigtig at skabe den perfekte symbiose mellem disse, som ellers anes som værende Majessic Dreams’ drøm.