Maritime
Ih… rar svensk indiepop! Det er den første tanke, der rammer én, når man sætter Maritimes andet album på. Man kan ligefrem se de unge drenge med krøllet hår og fløjlsbukser, der sværmer for lyshårede piger i blomstrede kjoler… Men nej, om igen! Maritime er tre halvgamle mænd med postadresse i Milwaukee, Wisconsin, og de passer bestemt ikke på ovennævnte beskrivelse.
Musikken lyder dog stadig af svenske sommerforelskelser. Bandet spiller den lyse og let drømmende form for 60’er-inspireret guitarbaseret pop/rock, som man bedst kender fra svenske bands som Radio Dept., Escobar og The Cardigans. Man har hørt det før, men det er gjort med overskud og meget velfungerende sammenspil, så Maritime bliver ikke bare en ligegyldig kopiaffære.
I de fleste af sangene går de ringlende glade melodier hånd i hånd med den melankolske vokal. De indadvendte, tænksomme tekster bliver fremført med lys mandestemme pyntet med fine harmonier, hvilket fuldender den sarte stemning.
‘We, The Vehicles’ er en meget homogen affære. Der er ingen sange, der stritter ud fra helheden – men heller ingen der stråler mere end de andre. Den glatpolerede produktion gør pladen til behagelig baggrundsmusik for trætte ører og ømme hoveder. Lidt knaster og modhager havde gjort pladen mere spændende i det lange løb.