Modeselektor

Berlin har meget at byde på. Af de helt store fristelser er den fornyende og særdeles innovative elektroniske musikscene. Modeselektor er en del af denne og duoen har med deres nye album valgt at gå i flest mulige retninger.

Stilen er konstant skiftende. Fra det dubbede og groovy til hiphop over techno og grime. Alting kan bruges, og det bliver brugt. Konskvent åbner duoen, Gernot Bronsert og Sebastian Szary, nye døre og bryder med gamle genrebetegnelser. De leger i stedet med mulighederne, så musikken fremstår både absurd og vedkommende.

Hver eneste lille lyd er en byggeklods, der skaber fundamentet for Modeselektors musik. Med utallige små klodser bygger de numrene op, så de enten er svært fragmenterede eller stramt og simpelt pumpende derudaf. Duoen behersker denne teknik, som var det deres opfindelse, og den går direkte i rygmarven med tunge basgange og synkoperede beats.

Albummet bindes sammen af en stemme fra en opdigtet radiovært, som Modeelektor åbenbart synes er sjov. Det er han ikke, kun meget irriterende. Det ødelægger helhedsoplevelsen på et album, der kunne stå så meget stærkere alene.

Modeselektor. 'Hello Mom!'. Album. Bpitch Control/import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af