Vashti Bunyan

Historien om den nu 60-årige engelske sangerinde med det eksotiske navn Vashti Bunyan er mildest talt bemærkelsesværdig. I midten af tresserne bliver hun smidt ud af en kunstskole, fordi hun bruger mere tid på at spille musik. Så bliver hun opdaget af Rolling Stones’ Andrew Loog Oldham og, da hendes første single udkommer, udråbt som den kvindelige Bob Dylan.

De næste singler går i vasken og i hipppietidens ånd drager hun i stedet på hestevogn ud af London for at tilslutte sig et ‘alternativt samfund’ som Donovan står bag, på øen Isle of Skye. Men da hun endelig når frem med sin mand to år efter, er pløkkerne ved at blive hevet op af projektet.

Det er til gengæld her, at hun finder inspiration til sit eneste album, der bliver udgivet med hjælp fra Joe Boyd (Fairport Convention) i 1970. ‘Just a Diamond Day’ får ikke meget medvind og Bunyan trækker sig skuffet tilbage fra musikken til et mere anonymt liv. Men hendes traditionelle sang og de akustiske instrumenter, der smyger sig omkring den, har en eviggyldig lyd, der ikke vil dø hen. Årtier senere, i 1997, opdager den meget analoge folkemusiker – ironisk nok via internettes digitale søgemaskiner – til stor overraskelse, at hendes plade sælges som populært samlerobjekt for tusinder af kroner på eBay.

Lysten tændes igen i hende, da ‘Just a Diamond Day’ bliver genudgivet i 2000. Denne gang til store roser, både blandt anmelderne og den nye flok af eksperimenterende folk-artister, med Devendra Banhart i spidsen. Det er også ham, der klimter på guitaren, og Joanne Newsom der tæmmer harpen, henover nogle af sangene på ‘Lookaftering’ – opfølgeren som nu udkommer efter 35 år!

Lige så pudsig som historien synes, er Bunyans evne til at tage tråden op efter de mange år. Hendes stemme lyder stadig blid og svævende, sådan lidt godnat-messende rart henover og ud og ind blandt de traditionelle instrumenter. Det kunne ligeså godt være middelalderen, som hippie-halvfjerserne og alligevel føles musik og tekster som frisk dug på den musikalske græsplæne. Det er ikke så meget konstruerede sange, som det er en rejse gennem stemninger, hvor destinationerne hedder SlapAf, FaldNed og LukVerdenenUde.

‘Lookaftering’ er en plade, der er hip(pie) på trods. Bunyan er ikke en udspekuleret kvinde, der udnytter at tidens eksperimentelle åbenhed over for folk-genren svinger forbi hende. Hun emmer bare af glæde over endelig at blive forstået og værdsat, at have fået en chance igen af en ny generation. Det er årtiers undertrykte kærlighed til musikken, der vokser frem om strengeinstrumenter, oboer, klokespil, guitar, klaver og harpe i en stemme, hvor en evig ung (ja undskyld mig ordet) engel, regerer.