David Thomas Broughton

Efterhånden vrimler det med indadvendte sangere, som bekender sig til neofolken og singer/songwritertraditionen. Det kan være svært at skelne skæg fra snot, men engelske David Thomas Broughton har noget på hjerte.

Det gnaver i sjælen på ham, og debutalbummet ‘The Complete Guide to Insufficiency’ er ikke for folk med sarte nerver. Tunge og uhyggelige emner som voldtægt, død, krig og forlist kærlighed tages under behandling. Ingen ‘feel good’-oplevelser her, og man kan næsten ikke undgå at lægge mærke til teksterne. For musikken er barberet ned til det minimale. Simpelt fingerspil på guitaren og, på et par sange, en enkel rytme fra en trommemaskine. Mere er der ikke.

Men selvom teksterne er gode og medrivende, ja enkelte steder endda fremragende, så bliver David Thomas Broughtons sange næsten for knugende og sorgfyldte, som var de en sang fra graven. Helt ved siden af, er den tanke da heller ikke, for det 40 minutter lange album er optaget i ét take i en kirke i hjembyen Leeds. Hvilket giver Broughtons særprægede dunkle vokal et helt specielt og mørkt ekko som næppe kan efterlignes i et studie. Alligevel kunne en reel studieindspilning have sine fordele, for nogle steder bliver lydbilledet alligevel noget mudret, selvom det instrumentale er holdt til det allermest basale.

David Thomas Broughton. 'The Complete Guide to Insufficiency'. Album. Birdwar/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af