Pnau
Peter Mayes og Nick Littlemore fra australske Pnau får nu genudgivet deres to år gamle album på Darren Emersons engelske houselabel Underwater Records. Et album, påvirket af electro-bølgen i begyndelsen af årtusindet, men hvor scenens elementer og udtryk heldigvis også benyttes med omtanke, så duoen formår at navigere sikkert udenom de mange udtrådte faldgruber.
Der er uden tvivl brug for elektronisk musik som Pnaus, der bevæger sig mellem mainstream- og undergrundsgenrene. Med housen som førstebegreb, både dens progressive og electroprægede momenter, blander de op med elementer fra rock, pop, r’n’b, lounge, funk og ambient, så effektiv, at de gør sig værdige til at blive nævnt i sammen åndedrag som kolosser som Chemical Brothers, Daft Punk, Basement Jaxx, Groove Armada og St. Germain.
Første del af albummet kredser om electrolyden, hvor numre som ‘We Love The Fresh Kills’ og det nytilføjede ‘Donnie Donnie Darko’ er de fremmeste eksempler på duoens styrker. På samme måde får duoen på numrene ‘Again’ og ‘Super Giants’ med insisterende housebeats skabt et energisk flow podet med guitarriffs, modulerede vokaler og afstemte electrodrevne loops. Intet under at folk som Mylo og Pete Tong har tilføjet netop disse numre på deres compilations.
Albummet mister dog dets kadence midt i det hele. Electroen ryger ud til fordel for mere vokaldrevene kompositioner i den progressive houseform, hvor mange af dem fremstår ufærdige og uinspirerende. Singlen ‘Enuff Enuff’ med r’n’b vokal er et fælt eksempel. Dog afsluttes det hele med et glimrende loungenummer, der fra ligegyldighedens tåger tvinger glæden frem igen.