Cas

For de udenforstående og naive må det være noget af et chok at lytte til Cas og hans ungdommelige vredesudbrud mod det etablerede og borgerlige danske samfund. Fortællingerne fra storbyens skyggesider er det, der gør den tidligere Grammy-nominerede rappers andet udspil interessant – men mere for hvad den vil, end hvad den kan.

Som så mange andre danske rappere sætter Cas sig nemlig mellem flere stole og formår i længden ikke at holde et fokuseret og sobert spor. Det bliver aldrig rigtig hardcore, aldrig rigtig hittende og kun i små portioner vedkommende. Blandt andet på den stærke og dystre ‘En korrupt verden’ eller den selvreflekterende ‘Manden i spejlet’, der med sine henslængte Kanye West-agtige trommer også er bedste bud på et hit.

Men bedst som man egentlig glædes over albummets første fire-fem numre forfalder Cas til de værste skrøner fra weekendens drukture og ligegyldigheder, som på den pinlige ‘Få din husle på’, der med sit forcerede up tempo-beat og synthesizer viser, at Cas, paradoksalt nok, ikke selv formår at træde ud af stereotypernes skygger.

Albummet hæmmes af de modstridende emnevalg og det usammenhængende lydbillede. De mange storladne produktioner fungerer fint et par gange til de bedste og mest uomgængelige tekster, men bliver også trivielle over 70 minutter. Cas skal have kredit for sine ambitioner. Men han formår ikke på samme overbevisende måde som åndsfællen L.O.C. at levere sine pointer.