Team LG

Der er albums, der bare vokser og vokser. Og så er der dem, hvor man bliver ved med at lede uden nogensinde at finde noget, selvom musikken umiddelbart spiller sødt. Det er ellers ikke fordi Team LG har sparet på skæve lyde og samplede instrumenter, men alligevel lægger en kedelig lo fi-dyne sig blødt, men kvælende henover den elektroniske popmuzak, så selv mine potteplanter gaber.

Team LG består af Mr. L og Little G, som også er den ene halvdel af Psapp. Nu er der så bare lige den detalje at teamet ikke længere eksisterer. De boede og lavede sangene i deres London-lejlighed, hvor de skrev tekst og musik til hinanden i små støvskyer af romance og skænderier. Little G stemme lægger bund til de fleste sange, som en ligegyldig klon af Dido. Sådan som det ville det lyde, hvis Kamille-the kunne synge. Mr L prøver også lykken på tre sange, men lige lidt hjælper det..

Trods samplinger af alt fra melodikaer, over violiner til skrivemaskiner, er det 13 ulideligt kedelige forsøg på at få magi ud af en gammel firespors-optager. I stedet er det ulykke på formel. Det er venner af parret, der har sørget for at albummet blev stykket sammen fra tidligere EP-udgivelser. En flot gestus, men nogen burde have bedt dem begrave det hele sammen med det forliste forhold.

Team LG. 'The Way We Do It'. Album. Kennington/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af