The Notorious B.I.G.

Det har aldrig været den store oplevelse at lytte til posthume albums fra afdøde kunstnere. Og det tredje i rækken fra The Notorious B.I.G. (a.k.a. Biggie Smalls) er ingen undtagelse. Konceptet er enkelt: masser af store gæstenavne og stjerneproducere, gamle Biggie-vers og så klinger kasseapparatet.

‘Duets – The Final Chapter’ minder mest af alt om en sammenkogt ret og numrene stritter i alverdens retninger. Fra hårdkogt undergrund til anstrengende dansegulvs-pop og man kan ikke lade være med at mistænke flere af producerne for at have leveret enten venstrehåndsarbejde eller rodet langt ned i overskudslageret.

Det slipper de altid solide Andre Harris og Vidal Davis bedst fra på det soulfyldte ‘1970 Somethin’, hvor The Game og Biggie’s ekskone Faith Evans gæster. Men også det intense, Eminem-producerede ‘It Has Been Said’ og det smertefulde epos ‘Living in Pain’ (med Nas, Mary J. Blige og den ligeledes afdøde 2Pac), hvor klaver og strygere skaber maleriske billeder fra livet på Brooklyns gader, holder niveau.

Der er langt op til mesterværket ‘Ready to Die’, som gav Biggie hans legendariske status som kongen af New York. Det ry er en anelse overdrevet og det vidner ‘Duets – The Final Chapter’ også om. Heldigvis tyder titlen på, at dette er det sidste vi hører til The Notorious B.I.G. Må han hvile i fred og så kan vores øre gøre det samme.

The Notorious B.I.G.. 'Duets - The Final Chapter'. Album. Bad Boy/Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af