Vincent Van Go Go
Vincent Van Go Go har med en imponerende musikalsk virksomhed i bagagen inden deres debutalbum. Det århusianske band har spillet et utal af koncerter og har fungeret som husband for prominente navne som Tina Dickow, Camille Jones, Karen og Per Vers. Derudover har flere af medlemmerne en fortid i den sanselige popgruppe Love Julie.
Bandmedlemmernes individuelle kvaliteter fejler da heller ikke noget. Tværtimod besidder de alle tæft og talent på hver deres instrument, og derfor er ‘Do U Know?’ et utroligt velspillet og melodiøs udspil – men også et for pænt, overproduceret og uforløst et af slagsen.
Den energiske og medrivende sceneoptræden, som undertegnede kender bandet for, er meget svær at få øje på her. De håndspillede grooves bliver aldrig rigtig groovy på den funky måde. Og den flabede vokale levering bliver i længden anonym og harmløs.
Den selvopfundne hyldest, titelnummeret ‘Do U Know?, den vuggende og tankevækkende ‘Swiss Tunnel’ og det eklektiske instrumentalnummer ‘Bloco Jovi’ viser ellers, at de godt kan smide hæmningerne i studiet og tør satse på andet end det sikre. Skitserne er der, så næste gang beder vi bare om lidt mere vildskab, tak.