Dub Tractor
Han har længe været en af dansk electronicas grand old men. Anders Remmer, der gemmer sig bag Dub Tractor, har betydet meget for genrens udbredelse i Danmark. Ikke mindst når han med de trofaste makkere Thomas Knak og Jesper Skaaning har kaldt sig Future 3 og begejstret med klassiske albums som ‘We Are Future 3’ og ‘Like…’. På ‘Hideout’ er Remmer ikke desto mindre et stykke vej fra fordums storhed.
Det starter ellers meget godt. Ligesom på det forrige album ‘More or Less Mono’, vender Remmer sig indad i et indietronica-univers af følsom vokal og skrøbelige, næsten lidt generte produktioner. Den minimalistiske og dubbede electronica, som han er så kendt for, går igen, men alligevel er der her tale om sange i højere grad, end man kunne have forventet. Ganske vist ikke i traditionel vers-omkvæd-struktur, men dog sange.
At de enkelte numre bygges op omkring vokalen er på én gang glædeligt og ærgerligt. Remmer har efterhånden været aktiv længe, og forandring fryder. Ikke desto mindre er det som producer, han har sin force. Ikke som vokalist. Det skinner også igennem på ‘Hideout’, for ikke alene kunne produktionerne sagtens have stået alene, det havde også klædt dem.
De søvndyssende og ligegyldige vokaler til trods, er ‘Hideout’ på ingen måde et dårligt album. Det er højest lidt kedeligt. Endvidere er numre som ‘I Woke Up’ og ‘I Forgot’ eksempler på, at sangstrukturen sagtens kan fungere. Som album betragtet er sangene imidlertid for pæne og forudsigelige. Det bliver man lidt træt af.
Læs interview med Dub Tractor i det nye nummer af Soundvenue Magazine, på gaden 22. februar.