Merz
Hvad kræver det at blive en fantastisk gourmet-kok? Svaret lader jeg hænge i luften, men når man spiser en større menu, skal de delikate retter helst pirre smagsløgene i forskellige retninger og så alligevel holde en rød tråd. Merz er raffineret musikalsk kok, der fortjener Michelin-stjerner.
‘Loveheart’ er en lækkerbisken af en plade. Utroligt velproduceret, velovervejet og med et væld af nuancer, der styres med professionel hånd. Ved første gennemlytning bare en charmerende plade, men efter tiende gennemlytning stadig ekspanderende, og man føler et kærlighedsforhold slå stærke rødder.
Sangene står i kø med hver deres særegne charme. Lige fra åbneren ‘Postcard From a Dark Star’, med dens repeterende klaverstykke under den stærke vokal, til den legesyge ‘Butterfly’.
Conrad Lambert, som er Merz, blev udråbt som en ny stjerne, da han i 1999 udgav sit første album, men vendte så hele pladebranchen ryggen. Syv års pause kan vidne om kreativ krise, men ikke her. Mage til gennemarbejdet lydbillede, hvor instrumenter som ukulele og mandolin går hånd i hånd med trommemaskiner, synths og adskillige guitartyper, skal man lede længe efter. Her er albummet, som David Gray har våde drømme om at begå. Med ‘Loveheart’ formår Lambert at balancere på en tynd, men stærk line af sammenkogte følelser, uden at man styrter ned i kvalmens kløft.