Two Gallants – less is more

I tider, hvor nogle bands med lethed kan samle 40.000 mennersker til en koncert i Danmark, synes der at eksistere en logik i, at musikalsk storhed og succes aflønnes i massive publikumsmasser. Og hvis man skulle følge denne logik, ville de 40 mennesker til Two Gallants-koncerten på Loppen sent søndag aften, sandsynligvis have haft den værste aften i deres liv.

Men men, sådanne kausale sammenhænge er jo heldigvis blot et tankespind, for det cirka 40 mand store publikum, der søndag aften stod med god benplads foran scenen på Loppen, blev præsenteret for en så massiv musikalsk begavelse og integritet, at man enten måtte føle sig heldig over at være ‘one of the chosen few’ eller ked af det på mennskehedens vegne over ikke at kunne dele denne oplevelse med flere.

Før koncerten startede, sænkede der sig en tysthed over publikum, som om ingen ville forstyrre det, der skulle til at begynde. Og som koncerten skred frem, forblev vi mundlamme af overraskelse og respekt, mens Two Gallants’ medlemmer, Adam og Tyler, sagte hviskede til hinanden mellem numrene. Det mest iøjenfaldende var den enkelthed, der prægede hele koncerten. De få instrumenter, den massive energi og kraft i stemmer og instrumenter, den åbenlyse føling de to musikere imellem og de få, men fine, ord henvendt til publikum mellem numrene gjorde altsammen, at koncerten blev en emotionel fuldtræffer. Det var svært ikke at overgive sig totalt til de historier, der blev fortalt denne søndag aften.

Det er blot et par uger siden, at Two Gallants udgav deres andet album ‘What The Toll Tells’, men trods dette var der allerede plads til to nye numre i settet. Og kvaliteten af disse vidnede om, at de to unge mænd ikke bare er produktive musikere, men så ‘god damn cool’, at man kun kan bukke sig ærbødigt og håbe, at de fortsætter deres musikalske arbejde, til den dag de segner.

Læs interview med Two Gallants i det nye nummer af Soundvenue Magazine, der er på gaden nu.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af