Úlpa

Der må være et eller andet i vandet oppe i Island. Den vindblæste ø med under 300.000 indbyggere har været i stand til at fostre respekterede alternative rocknavne som Sigur Rós, Björk og Gus Gus. I hælene på disse følger Úlpa, som med deres andet album ‘Attempted Flight by Winged Men’ gør det rigtig fint.

Bandet har været på rov i et hav af genrer og stilarter, og hvor der det ene øjeblik bliver lånt synthede blip-lyde fra Kraftwerk, hoppes der i det næste over i støjrocken. Men mon ikke der bliver hørt The Cure hjemme hos Úlpa? Den fantastiske ‘It Begins Today’ lyder i hvert fald som noget, der godt kunne være med på en af de første og mørke The Cure-plader. Et andet af pladens højdepunkter er ‘Darling’, der starter i en stille rytme, for derefter at bygge op og slutte af i en mur af lækker, hvid guitarstøj, som var det Mogwai værdigt.

Men selvom pladen godt kan lyde en smule rodet med de mange genreskift, så er bandet gode til konstant at hive den gode melodi frem, og der er rig mulighed for at tromme på bordet. Eller at lukke øjnene og lytte til de insisterende vokaler. Og så besidder Úlpa oven i købet nogle udmærkede tekster, der nok bevæger sig i det melankolske, men aldrig blive unødigt sentimentale.

Úlpa. 'Attempted Flight by Winged Men'. Album. 12 Tonár/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af