Pretty Girls Make Graves
Pretty Girls Make Graves tilhører strømmen af guitarrockbands, der boblede frem, da The Strokes og White Stripes for alvor fik rocken tilbage på hitlisterne i starten af dette årtusinde. Nu viser Seattle-gruppen med deres tredje udspil ‘Elan Vital’ at de ikke behøver stå i skyggen af andre.
Sangene er stærke, og lytteren bliver rocket grundigt igennem, når bandet fyrer op under en gedigen gang vred punk-revival. Guitarene får lov til at støje insisterende, ligesom trommespillet er aggresivt og sikkert. Men det, der for alvor gør dette Pretty Girls Make Graves interessante er de særdeles stramme basgange, der gennemsyrer hele pladen. Det var også tilfældet på de to forrige album, men bandet har i mellemtiden tilføjet Leona Marrs på keyboard, hvilket giver et mere fyldigt lydbillede. For eksempel har nogle af sangene har fået tilføjet klaver, som på forunderlig vis harmonerer fint med de tunge trommer. Keyboardet kommer dog især til sin ret på ‘Pearls on a Plate’, hvor det ligger bund til en flot ballade.
Alligevel er de største højdepunkter sange som ‘Bullet Charm’ og ‘The Magic Hour’, hvor der bliver tævet løs på trommerne og guitaren får fuld skrue. Især sidstnævnte er et fremragende nummer, hvor Andrea Zollos vokal får den samme frådende klang, der kendetegner Karen O fra Yeah Yeah Yeahs.