Swayzak
Rå minimalisme og dystre beats. Den engelske duo Swayzak har i snart ni år været leveringsdygtig i minimaltech og house. Med få, men effektive virkemidler har de rykket rundt på fødder og kroppe på den internationale elektroniske scene. Nu kigger de for et kort øjeblik tilbage på tiden, der gik, med en dobbeltudgivelse, som indeholder glimt af deres utallige remixes og tidligere numre, som ikke tidligere er udgivet eller blot er svære at få fat på.
Remixdelen er et varieret udbud. Swayzak viser, hvor alsidige de er uden på noget tidspunkt at tabe overblikket. Mestendels er det minimal tech, men også lidt latin har fundet vej. Det hører man på remixet af Senor Coconuts ‘Smoke on the Water’, der er bedste nummer på denne del. Men Swayzak demonstrerer, at de også mestrer dub, på Systemwides ‘People of the Book’ og andre genrer i den mere afdæmpede ende af den elektroniske musik.
På anden del af dobbeltalbummet, som går under navnet ‘Rarities’, er det lyden af Swayzak i 1994 og frem til 2005. Nyt og gammelt blandes, men kvaliteten rokker de ikke ved. Duoen beviser, at de vitterligt er og har været et af de største navne på den minimalistiske scene i mange år nu. Udgivelsen er måske mest for kendere, men alle med smag for den elektroniske scenes mere dystre side bør gøre sig den tjeneste at give Swayzak en lytter.