Kaizers Orchestra
Det manglede da bare! Og hvorfor skulle vi vente så længe? Skandinaviens mest vanvittige liveshow er endelig foreviget på dvd. Med meterlange koben, der tæsker polka ud af olietønder, en mystisk gasmaske-skabning på sørgmodigt trædeorgel og en djævelsk charmerende frontmand, er Kaizers Orchestra fuldt ud fortjent blevet et af Nordeuropas mest populære livebands.
Det norske kultorkester spillede i oktober sidste år to totalt udsolgte koncerter på Vega, og 24 numre herfra bliver nu udsendt på cd og dvd. Lyden er fremragende, og beatet i billederne, der er optaget med en hær af kameraer, holder glimrende pulsen oppe i den ellers lidt akavede situation, det er at sidde hjemme i sin sofa og se koncert.
Hører man til dem, der, som denne anmelder, mener, at Kaizerne på deres seneste albums har solgt for meget ud af balkan-galskaben og købt kedelig rock til gengæld, kan man glæde sig over, at hele otte numre på dvd’en er hentet fra den maniske debut ‘Ompa til du dør’. Og det er da også sange som ‘Kontroll på kontinentet’, ‘Bak et halleluja’, ‘Resistansen’ og ‘170’ fra dette album, der er dvd’ens helt store højdepunkter, og som står for den euforiserende polka-afslutning på koncerten.
Ekstramaterialet på dvd’en byder på en liveoptagelse fra den stejle sneklædte klippe Prekestolen, hvortil bandets gear måtte flyves i helikopter, en making-of-dokumentar om albummet ‘Maestro’ og en lille håndfuld musikvideoer.