The Like

The Like er historien om de tre underskønne high school veninder Tennessee, Charlotte og Z fra L.A., døtre af producenterne Mitchell Froom, Tony Berg og trommeslager Pete Thomas (Elvis Costello). Som 15-årige fandt de på at starte et band uden knapt at kunne betjene de instrumenter, der blev stillet til rådighed. Nu fem år senere, efter en masse timer i øvelokalet og med tre ep’er i bagagen, er de blevet klar med debutalbummet ‘Are You Thinking What I’m Thinking’.

The Like fremstår som tre unge kvinder, der lever i et super romantisk og florlet blonde-univers, über fashion og tilbagelænet med oceaner af tid og californisk sol. Der hviler en sødme og sensualitet over pigerne, som man kender det fra Sofia Coppolas film om ‘The Virgin Suicides’ som er både meget charmerende og meget naiv.

Albummet byder på sød pige pop, som hverken er anstødelig eller dyb original, men dog alligevel har sin fulde berettigelse ved, at der rent faktisk er nogle fine og catchy pop numre på pladen. Især spænder sanger Z Berg vokalmæssigt bredt fra at være sexet forførende til at være kantet og skæv ikke ulig, hvad man kender fra en sanger som Björk. Derimod halter den tekstmæssige del gevaldigt, da det mest af alt forbliver rimelig uinspirerende skriblerier om kærlighed, drenge og hvad man ellers foretager sig i sen-teenage årene, når man er pæne piger.

The Like. 'Are You Thinking What I'm Thinking'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af