Museum
Det er bestemt ikke talentet der fejler noget på debutudspillet fra det københavnske band Museum. Her er 10 dansksprogede poprocknumre, hvor ungdommens skrøbelige søgen efter kærlighed bliver sat i ord og toner – med Kristian Helmuths insisterende sang i front. En habil sanger med et vist nuanceret spillerum i stemmen.
Endnu mere har han at byde på som sangskriver med sine følsomme hverdagspoetiske registreringer, bl.a. på nummeret med hitpotentiale ‘Ind under byen’ om flugten fra forstaden til det lokkende natteliv i storbyen. “Et vindue i voldsom fart/ fanger dig/ perroner ligger hen/ men nu hvor du ser på mig/ hvisker du/ vi skal aldrig hjem/ Ind under byen, baby”.
Det er ikke kun weekendliv, sangene udtrykker. De lukker også op for længslen efter at blive mødt, nogen at røre ved, som Kristian Helmuth præcist giver udtryk for til slut. “Jeg kan næsten røre dig/ du løber hurtigt af sted/ hvis du bliver hos mig nu/ så skal jeg nok holde ved// jeg kender dig/ du frygter intet/ du kender mig/ jeg frygter alt/ måske bliver vi okay igen”.
Musikalsk bydes der på gedigent rockholdarbejde, domineret af Camillo Gino Askjærs og Lausts Ovesens guitarer. På den lovende debut savnes kun en større vilje til at risikere nyt, så de sidste rester af popkorrekthed får fingeren. Museum har potentialet. Lyt blot til ‘Ild i dit hår’.