The Flaming Lips – Yeah, Yeah, Yeah, Yeah, Yeah, Yeah, Yeah

Wayne Coyne og The Flaming Lips har aldrig lagt skjul på, at de ser sig selv som underholdere, når de indtager en scene. Og det havde publikum i Tivolis Koncertsal vist kun én ting at sige til: »Yeah, yeah, yeah, yeah, yeah, yeah, yeah«.

Underholdningen var nemlig i fokus. Med røg, konfettikanoner og et hoppende hav af kæmpe, orange balloner blev publikum straks inviteret indenfor i amerikanernes fantasiverden, da de indtog scenen flankeret af superhelte, aliens og julemænd. Så efter ‘Race for the Price’ stod man med bredt smil, velstimulerede sanser, og følelsen af, at verden lå foran ens fødder.

Og selv om end ikke The Flaming Lips kan holde sådant et tempo en hel koncert igennem, så formåede amerikanerne sagtens at holde de fleste oppe fra de ellers velpolstrede sæder i koncertsalen, der udgjorde en passende magisk kulisse til aftenens syrede fest.

Musikalsk plukkede trioen næsten lige mange sange fra de tre seneste album samt den uundgåelige gennembrudssingle, ‘She Don’t Use Jelly’. Altså en ren hitparade, og mens det varmede, så virkede det underligt ikke at sætte mere fokus på det ellers stærke, nye ‘At War with the Mystics’.

På samme måde kunne showet sikkert også virke lidt slidt for folk, der tidligere har oplevet fantasirockerne live. Men det ændrer ikke ved, at The Flaming Lips forstår at formidle sin musik live, som få andre. Og al kritik synes ligegyldig, når man bliver badet i konfetti til tonerne af det livsbekræftende ‘Do You Realize??’

En perfekt afslutning på årets første forårsdag.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af