Roskilde 06: Lady Sovereign – ærgerligt afbrudt samleje
Bragende igennem scenetæppet kom energibomben Lady Sovereign, som et missil skudt ud af den engelske grime-scene. Efter at hendes dj ikke kunne få udstyret til at funke, kom den lille og bogstaveligt talt spyttende, britiske rap-bitch hurtigt ud over scenekanten og delte verbale lussinger ud.
Med ligefremme rim og en ‘fuck-dig’ attitude fik hun teltet til at koge til de i starten lidt flade beats. Publikum fik i bedste hiphop-stil lov til at svare igen på den skarpeste kvindetunge, der længe er set på rapmarkedet. Lige fra åbneren ‘Ch Ching’ til den fantastiske ‘ Public Warning’, der helt uforstående lukkede showet allerede inden der var gået 40 minutter. Her var drum’n’bass i dens pumpende stil perfekt til tøsen.
Jeg fortalte min kvindelige sidekompagnon, at “denne her tøs har sgu da nosser”, men hun replicerede: “Nej, hun har sgu patter!”. Og sådan er det. Lady Sovereign tog styringen på kvindernes primissær og lod baggydrengene måbe. Desværre stoppede den proletariske prinsesse det overvældende show lige under klimaks. Øv.