Roskilde 06: The Cheaters – garagerock med Beatles-hår
Bikinitoppe, nøgne tæer og politisolbriller blev luftet, mens de første røde rygge brændte om kap med branderten. Entré The Cheaters. Booket til at åbne Pavilion Junior-scenen uden at have udgivet en eneste platte. Forsanger og guitarist Øyvind Skarsbø slentrede ind i cool mørkt jakkesæt, slips og Beatles-hår anno ’65. De tre Oslo-mænd var linet op på række. Rickenbacker-guitar, Ludvig-trommer, Vox- og Ampegforstærkere – mere old school bliver det ikke. Britisk beat og rå amerikansk garagerock i en højere norsk enhed.
Folk var mødt talstærkt op og flere strømmede til, mens The Cheaters lagde ud med det iørefaldende rock’a’billy-rabalder ‘It’s Allright’, som nysgerrige næser måske kender fra nettet. Bandet var rock’n’roll, når den er bedst. Korte spidse numre ført an af Øyvind Skarsbøs lyse gennemskærende stemme og hidsige hug på guitaren. Settets højdepunkt var den glimrende basbårne boogiebasker ‘I Might Be Evil But I’m Not the Devil’, der lugtede godt og grundigt af hit.
Fest og løjer og en masse “Yeah pretty baby”-omkvæd senere blev bandet mødt med taktfaste klap og dans fra publikum, og settet blev sluttet hårdt af med trommesolo og headbanging til håret. The Cheaters har allerede fået overvældende god liveopmærksomhed i det norske, og denne optræden var bare første bid af den Europæiske kage, der nu venter dem. Og med en netop udgivet single bestående af ‘I Might Be Evil but I’m Not the Devil’ / ‘It’s Allright’ i baghånden, ligger der en lys fremtid foran bandet.