Michael Franti and Spearhead
“Walk your talk”. Sådan lyder San Francisco-fødte Michael Frantis valgsprog, og det har har ført ham vidt omkring. Han er den første efter Johnny Cash, der har indspillet en koncert i Folsom Prison. Han har undervist på amerikanske universiteter, optrådt med alle fra Muhammad Ali til Michael Moore, og hele vejen har han kæmpet for menneskettigheder.
For et par år siden besluttede Franti, som den humanistisk tænkende musiker, sanger og sangskriver han er, sig så for at tage til krigszoner i Irak, Israel og de besatte palæstinensiske områder. Han ønskede at få indblik i, hvordan man lever med krig i Bagdad og på Gazastriben – hvordan står man det igennem? Han møder alle med kærlighed, med musik, primært reggae og bevidstgørende tekster, fulde af lidenskab og livsglæde.
‘Yell Fire!’ er en uforskammet livsbekræftende udgivelse, hvor rytmerne sprudler og vegeterer i lytteren. Det er ikke bare lykkedes Franti & co. at sprede glæde og mod på de steder, de har været, de har også ladt albummet med samme og skabt filmen ‘I Know I’m Not Alone’.
Sammen med Spearhead og musikalske berømtheder som Sly Dunbar & Robbie Shakespeare har Franti skabt et levende album med popappel, fuldt af sprudlende, både tung og saftig reggae, der flere steder iblandes fyldig percussion og melodisk guitar.
Der er en global gejst over skæringer som ‘Everybody Ona Move’, ‘One Step Closer To You’ og ‘Hey Now Now’. Michael Franti beretter direkte om, hvad han ser, f.eks. på ‘What I’ve Seen’ og spørger “Would you believe me?”, men konstant med kærlighed i stemmen og i musikken. Med dette album opfordrer Michael Franti til sammenhold, men spørger samtidig fuld af ængstelse: “Is love enough?” Svaret er: “Believe in coexistence!”