Amp Fiddler

Amp Fiddler har siden 1980’erne været en anerkendt keyboard-spiller, der har delt studie og scene med så prominente navne som faderen af p-funk Geoge Clinton og Prince. Desuden er det også en sidebemærkning værd, at nævne at han er manden, der i sin tid lærte den kun femten årige J-Dilla kunsten at bruge en MPC. I 2004 valgte han dog at springe ud som sanger og soloartist med den anmelderroste debut ‘Waltz Of A Ghetto Fly’, og er nu på gaden med efterfølgeren.

Hans baggrund er da også tydelig at gennemskue på dette album, hvor han med brugen af en masse funk, varme og minimalistiske/karakteristiske Detroit-trommer som virkemiddel, skaber sin helt egen form for sukkersød soul. Albummet varierer konstant imellem uptempo og langsomme tracks, men på intet tidspunkt mister det sin røde tråd, da hans sans og erfaring inden for organisk musik bringer en overlegen lyd i spil.

Det samme gælder hans tekstunivers, hvor de sædvanlige kærlighedshistorier og diverse ghetto-filosofier er skrevet ud fra et udgangspunkt med masser af livserfaring, og derfor virker mere overbevisende end klichéfyldte. Hvis man så tager det ovenstående, og tilføjer hans blide og fængende vokal, så virker det simpelthen som om, at intet kan spænde ben for ham, og hvad enten det er en klassik duet som på nummeret ‘Heaven’ eller det dancehall-inspirerede ‘ I Need You’, bliver det fremført i sikker stil.

Amp Fiddler. 'Afro Strut'. Album. Pias/VWE.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af