Niarn

Det er en hårdt at være rapper i Danmark. Heldigvis for Niarn. For på den ellers så svære to’er har den selvudråbte white-trash streetpoet hentet masser af inspiration i den heksejagt, han har oplevet siden han blev landskendt som en uartig ung lømmel med debutalbummet ‘Årgang 79’. Fra Aalborg til Nørrebro, Niarn er blevet jaget af både den store stygge Hanne Vibeke Holst, gnavne journalister, liderlige bitches, player-haters og den aggressive kokain.

Det hårde image bliver plejet i nysmurte klichéer, hvilket en god portion energi til trods, desværre bliver alt for enerverende i længden. Men selvom rimsmederiet går lovligt meget i tomgang, er der heldigvis fremskridt at spore. Niarn er i selskab med den faste producer Christian Sundsdal ganske udmærket med på beatet, og der er kommet mere melodi på drengen. Titelnummeret er lige lovlig Eminem’sk, men fungerer alligevel med klaverstykke, strygere, westcoast handclaps og en rapper, der diskuterer med sit andet jeg i spejlet. Den semi-crunkedede ‘Blok 13’ med Las G sætter godt ild i en fest, ligesom beats og flow i ‘La det drop’ byder på en fed energi, men her vælter lyrikken igen. Helt ærligt Niarn, hvis du virkelig ikke giver en fuck for journalisternes mening, så rap dog om noget andet og drop den gennemgående dobbeltmoral.

Og nu vi er ved anmeldersnobberne, så står undertegnede af på nogle af de ballader, hvor teenagerne givetvis vil hoppe på. Det gælder eksemplevis ‘Bare sig til’, hvor klaver er dyppet i sukkersøde violiner, mens Niarn står med sit blødende hjerte i den ene hånd og mikrofonen i den anden. Den slags emotionel porno er Nik & Jay langt bedre til.

Man kan vælge at tage Niarn og crew som en flok gadedrenge, der har det sjovt og fyrer en fest af på den beskidte måde. Det er sgu i orden med en sådan lidt hårdhudet rap-star at lytte til fredag aften på teenageværelset. Men når det er sagt, så ville det være rart, om Niarn snart begynder at reflektere over andet end sine problemer med anmeldere, feminister, stoffer og kællinger.