The Thermals

‘I Hold the Sound’ hedder den sidste sang på The Thermals tredje album, ‘The Body, The Blood, The Machine’. En mildt snerrende indierock-sag, som bestemt har sin egen, skæve charme. Men ligefrem at påstå, at trioen fra Oregon, USA, ‘indeholder lyden’, sådan som sangtitlen proklamerer, er vist at tage munden for fuld.

The Thermals har guitarstrengene og trommestikkerne solidt plantet i den alternative amerikanske rockmuld, hvor bands som Weezer, Guided By Voices og sidste års herlige indie-overraskelse, canadiske Wolf Parade, høres i lydkulisserne.

Det er bestemt ikke de værste bands at have for øje, og The Thermals gør langt hen ad vejen rock-kollegerne ære. For eksempel i den solidt distortede ‘A Pillar of Salt’, der smager af både Weezers’ ‘Blue Album’ og en knivspids tweepop, fremprovokeret af et naivt synth-tema.

I skarp kontrast til de umiddelbare melodier står tekstmaterialet fra frontmand Hutch Harris. Det er sylespidst og fyldt med evigt aktuelle emner som religion, politik og krig. Den får ikke for lidt med den kritiske digterpen: »Locusts, tornadoes / Crosses and Nazi halos / They follow, they follow«, synger han eksempelvis i ‘I Might Need You To Kill’, med slet skjult adresse til både den religiøse og politiske amerikaner.

Det er helt sikkert kradse sager i nogles ører, men på den musikalske front har The Thermals charme og melodisk gods nok til at hive et fint album i land – også selv om inspirationskilderne er lige inden for rækkevidde.

The Thermals. 'The Body, The Blood, The Machine'. Album. Sub Pop/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af