Mates of State
Mates of State er en af den slags velbevarede hemmeligheder, der burde nå ud til mange flere mennesker, for når ægteparret Jason Hammel og Kori Gardner sætter sig til henholdsvis trommer og orgel, strømmer det ud med sprøde popmelodier.
På trods af den sparsomme instrumentering formår de to alligevel at skabe et fyldigt lydbillede, og det skyldes især Gardners evne til at trække et væld af skæve toner ud af sit orgel. Vi er i afdelingen for luftig og sødmefuld pop, med alt hvad det indebærer af sange på tre minutter efter den velkendte vers-omkvæd-vers- formular og masser af vokalharmonier.
Temaet er kærlighed af både den lykkelige og mest himmelstormende slags, men også den mere besværlige del, der altid følger med. Banalt måske, men Mates of State kan bare det dér med at lave en sang, der bider sig fast.
Det er en af den slags plader, som venindeflokken kan drikke sig fulde til, inden de skal i byen, for der er lidt af hvert til de opløftede sindsstemninger. Der kan skråles med på den fantastiske ‘So Many Way’, danses til ‘Beautiful Dreamer’, og man kan falde hinanden om halsen til den flotte pianoballade ‘Nature and the Wreck’.