Mountaineer

Der er ikke mange store armbevægelser at spore på Mountaineers blide albumudspil, men til gengæld er fraværet af musikalske svinkeærinder befriende, når sporet, der følges, er så veldekoreret som i dette tilfælde.

Den tyske singer/songwriter Henning Wandhoff udgør omdrejningspunktet i kvintetten, der i allerhøjeste grad har fået indfriet Wandhoffs erklærede målsætning om at holde sig inden for en klassisk popalbumskabelon. Med andre ord, ti numre med en samlet spilletid på blot lidt over 37 minutter, der byder på stilfærdigt varierede stemninger, som på trods af sin inspiration fra sen 60’er- og 70’er pop, har sin egen flotte statur med en klædelig understrøm af lavmælt bossanova.

Poppens letfordøjelige umiddelbarhed er måske der, hvor Mountaineer halter lidt efter, for nok besidder udspillet klassiske popharmonier i nye gevandter, men mulighederne for opsigtsvækkende gestikulationer hæmmes måske lidt af den selvpåførte instrumentale spændetrøje. Men det betyder blot albummet kræver tid, før skønheden åbenbarer sig. Og bare rolig, den tyske accent er blevet parkeret eftertrykkeligt uden for studieindspilningsdøren.